§1.
Foreningens navn er "Association of Basketball Coaches in Denmark"
(fremover nævnt som ABCD). ABCD´s formål er at arbejde for og styrke
danske basketballtræneres viden og kundskaber, samt at virke for
dannelsen af et netværk mellem danske basketballtrænere.
§2. Foreningens skal især arbejde for en bedring af de arbejdsforhold
basketballtrænere har i Danmark. Herudover er det foreningens opgave, at varetage
danske basketballtræneres interesse i samtlige organer, herunder DBBF’s
repræsentantskab som beskrevet i DBBF’s Love og Reglementer §12, og
organisationer, i det omfang som foreningen finder det ønskeligt.
Endvidere står foreningen for udgivelsen af et nyhedsbrev, og som
arrangør eller medarrangør af begivenheder af interesse for foreningens medlemmer.
§3. Medlemskab er gratis og kan opnås af alle såvel aktive som passive
basketball trænere. Kun trænere der aktivt træner hold i Danmark eller som er danske statsborgere har stemmeret ved den årlige generalforsamling.
§4. I tvivlstilfælde kan bestyrelsen
beslutte om en ansøger kan opnå medlemskab eller forblive medlem. Dette
gælder ligeledes ved overtrædelse af foreningens love eller ved uetisk
opførsel i henhold til Danmarks Idræts-Forbund's retningslinjer for "god
opførsel for trænere".
§5. Regnskabsåret går fra 1/11 til 31/10.
§6. Foreningens daglige ledelse varetages af en på den årlige
generalforsamling valgt bestyrelse. Bestyrelsen består af min. tre
personer: formand, næstformand og kasserer. I ulige år vælges en formand for to år. I lige år
vælges en kasserer for to år. Hvert år vælges en næstformand, samt evt.
yderligere bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. Bestyrelsen kan nedsætte
udvalg til varetagelse af særlige opgaver.
§7. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i april måned.
Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst tre ugers varsel. Forslag
til behandling på den ordinære generalforsamling skal være formanden i
hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. På generalforsamlingen har
alle foreningens registrerede medlemmer stemmeret.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller hvis
1/3 af foreningens medlemmer ønsker dette. I så tilfælde skal der
indkaldes efter de samme regler som ved ordinær generalforsamling. Indkaldelsen
skal være fulgt af en motiveret dagsorden.
§8. Dagsorden for den
ordinære generalforsamling:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Formanden aflægger beretning
4. Kassereren fremlægger regnskabet
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af formand for bestyrelsen (på ulige år)
7. Valg af kasserer for bestyrelsen (på lige år)
8. Valg af menige medlemmer for bestyrelsen
9. Valg af suppleanter for bestyrelsen
10. Valg af to bilagskontrollanter
11. Valg af en repræsentant til DBBF’s repræsentantskabsmøde, samt
suppleant for denne
12. Nedsættelse af evt. udvalg
13. Eventuelt
§9. Foreningen tegnes af formanden samt kassereren. Ved økonomiske
dispositioner kræves der underskrift af formand eller kasserer. Køb,
salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af
generalforsamlingen. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen
personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.
§10. Foreningen
kan kun opløses på en til formålet indkaldt ekstraordinær
generalforsamling og da kun såfremt 2/3 af foreningens registrerede medlemmer
stemmer for foreningens opløsning. Kan et sådant kvalificeret flertal
ikke opnås, kan der indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling
hvorpå 2/3 af de fremmødtes stemmer er tilstrækkeligt til at opløse
foreningen.
§11. I tilfælde
af foreningens opløsning, tilfalder foreningens aktiver og passiver
til Danmarks Basketball Forbunds udvalg for træneruddannelse.
Vedtaget på den
stiftende generalforsamling i Stockholm d. 1. maj 1997
Senest ændret ved generalforsamlingen d. 23. april 2010
|